Hvad har gode PUAs til fælles II. ?

I vores eksperimentarium i dag står tre unge kinesiske piger. Foran hver er et podie med en violin. Den første pige, lad os kalde hende Yin, har utroligt stærke fingre, og arme. Hun kan bevæge sine fingre og arme som ingen anden. Den anden pige, Lin, vil utroligt gerne blive verdenskendt violinist. Den tredje pige som hedder Ming, kan utroligt godt lide at spille violin.

Brug et par sekunder til at slå fast for dig hvem af dem der bliver bedst til at spille violin om femten år?

Det er slet skjult at metaforen dækker over forudsætninger, mål og vilje. Hvis du mente at en af dem var vigtigere end de andre, så har du måske ret. Sandsyneligvis beskriver du hvordan du opfatter verden. Måske har du gode forudsætninger, eller fokuserer på forudsætninger fordi du føler at dine er dårlige. Så du vil mene at hænder og arme er vigtige. Måske sagde du mål, og måske sagde du - som de fleste i vores kultur gør - vilje - altså Ming.

Mål og forudsætninger er til at føle på, og utallige posts, foredrag og coaching sessions fokusersr på netop disse to. Hvordan kan vi omgås eller forbedre de forudsætninger vi har. Derunder hører vores evner, vores udseende osv. Dernæst er specifikke mål vigtige så vi kan analysere og forstå vores egen udvikling. Ellers risikerer vi at vandre i cirkler i evighedens sump.

Imellem de to størrelser er en overset størrelse der hedder vilje. Vi kan skabe den kunstigt - men så fader den over tid, det er det state-boosting-boot-camps er gode til. Coaches hyper situationen til et punkt hvor keddelen næsten sprænges af den varme vand-damp og alting kører med 1000km/t. Men den daler igen derefter, og måske stopper vi, eller vi bliver afhængige af selskabet af den ydre påvirkning.

Der er efterhånden ingen tvivl om hvad state betyder for interaktion med andre. Det er en slags beriget uran i vores indre PUA-reaktor, der driver os fremad hvor mindre mænd ville knække og brydes. Det gør os til menneskelige isbrydere på vej igennem antarktis uden den mindste rysten på hånden. Med andre ord : Vi gør for vi ved at vi kan. Vi spørger ikke om lov først.

Til dem der tvivler på hvor vigtigt state er, så er det vigtigt at se på hvordan et negativt state, som surmulen over ens stjåldne cykel, kan betyde for interaktion med andre. Men den lineære forståelse for state (som iøvrigt er et lånt ord fra transaktionsanalyse) indenfor PU er forsimplet. Den er ikke et bjerg hvor højere er bedre - state er et landkort med bange bjergtinder og dale. Du kan være i mange forskellige states, som du har tillært over tid. Du kan opføre dig som dine forældre, som da du var barn, som ham du så nede på hjørnet - vi er en modificeret kopi af et state vi har set en anden være i.

Hvor kommer et naturligt state fra? Fra godt selvværd? fra at have spist fireogtyve happymeals på tre timer? fra at råbe på strøget? fra at danse til eye of the tiger? - der er mange bud. Mange af dem handler om state-spiking, altså at udføre en pludselig handling som ændrer state. Men den røde pille varer kun et par timer, og så skal den spises igen, og virker den lige så godt denne gang? eller skal der en ny pille til?

Lad os kigge tilbage til vores eksperimentarium. Hvad var det der var med Ming? - hun VILLE spille på violin, hun NYDER at spille på violin. Og det var derfor hun blev god til det. Hun behøver ikke mål, og hun behøver ikke forudsætninger - for hendes vilje alene er nok. Så hvad har gode PUAs til fælles? De VIL snakke med andre mennesker. Så er det jo oplagt at stille spørgsmålet, hvad gør at vi har lyst til noget? Hvad gør at du kan lide chokolade? Hvad gør at du både er til drenge og piger? Hvad gør at du kan lide langt hår, eller kort hår?

Om man kan lide noget kan reduceres til en ligning: Lyst minus mulig smerte. Vi har en vis mængde lyst til at gøre noget, hvis denne ikke eksisterer så overvejer vi ikke engang at gøre det. Så vi har mulig smerte at kigge på. Min bror fortalte mig engang noget vigtigt: Den mulige smerte skal altid sammenlignes med den mulige glæde. At sammenligne det med at "ikke gøre noget", er ikke rationelt. Læs lige det en gang til, det er utroligt vigtigt når du står og tror at det er mere behageligt at stå til og bare kigge på en gruppe mennesker. Effektivt svarer det til at spilde sit liv, og jeg tror ikke du gør det fordi du har en hjerne som en udslidt dværg-høne. Jeg tror det er fordi du tror du opfører dig rationelt, du tror faktisk at mulig smerte skal sammenlignes med passivitet. Så lad os snakke om det. Hvis vi følger den tankegang, så vil jeg gerne have at du laver en helt tredje sammenligning: Den smerte du oplever ved at gå hjem igen og igen uden at snakke med nogen, og se andre snakke og få numre og møde dejlige nye mennesker - med den smerte der er ved at gå derhen og måske blive afvist. Ok, godt så er vi enige.

Det er ikke fordi du ikke har viljen, du står allerede derude. Du har valgt at tage med ud, du har valgt at ville. Nu mangler du bare at vælge at du vil holde op med at "ikke ville".